PFA-bestyrelsens kommunikation: Elefanten i glasbutikken

Det er en bemærkelsesværdig tendens, at mens bestyrelserne generelt set fylder mere og mere i den operative ledelse af danske virksomheder, ja så er deres kommunikationskompetencer ofte ikke rigtigt fulgt med den nye rolle. Sagt enkelt: Bestyrelsen blander sig i ledelsen, men tumler rundt i medierne som elefanten i en glasbutik.

Et aktuelt eksempel – glimrende dækket her i Berlingske – er landets største, private pensionsselskab, PFA, der i ugevis har befundet sig midt i en ledelseskrise skabt af en klodset bestyrelse og med betydelig negativ effekt på virksomheden omdømme, forretning og interne medarbejdermotivation.

Sagen kort: Krisen opstod, da PFA i oktober i år meddelte, at koncernchefen gennem 13 år Henrik Heideby havde besluttet at forlade virksomheden med udgangen af året. Overraskende, fordi PFA lige nu står som klart markedsledende inden for liv- og pensionsmarkedet med 600.000 kunder, stort overskud og en brand, der er helt anderledes stærkt og positivt end den vingeskudte virksomhed, Heideby overtog i 2001.

Meget af successen skyldes Heidebys egen person. En markant type, der alt andet lige ikke findes mange af i pensionsbranchen, og som derfor også rummer en vis kalkuleret risiko i netop her, hvor bestyrelserne ofte består af politiske og ikke altid forretningskyndige profiler.

Så hvorfor skulle Heideby forlade PFA lige nu – og ikke som varslet i 2017, når koncernens 100-års jubilæum og flytningen til et nyt hovedsæde var på plads? En nøgtern analyse kan være den, at den svage bestyrelse i 2013 blev suppleret af endnu en ’politisk’ repræsentant, Per Tønnesen fra HK Handel, der ifølge Berlingskes dækning påbegyndte ’en kritisk linje’ over for Heidebys ’dominerende’ profil. Sagt enkelt: Heideby fyldte for meget en i øvrigt ukendt fagforeningsmand fra HK Handel.

Sådan er virkeligheden altså også i dansk erhvervsliv og i dette tilfælde en pensionsvirksomhed, der forvalter milliarder og atter milliarder af danske kroner. En smule forstemmende, men fra et kommunikationsperspektiv trods alt ret klassisk, hvis det ikke var fordi bestyrelsen også efter oktober-meldingen har tumlet elefantagtigt rundt i offentligheden.

To eksempler: For det første, at bestyrelsen siger farvel til topchefen uden at have afløseren klar. Når den slags sker, er det et minimumskrav til bestyrelsen, at den tydeligt kommunikerer indholdet i den kommende profil. Hvad har kunderne og markedet behov for, og hvilke kompetencer er de rigtige for PFA netop på dette tidspunkt? Søger vi eksempelvis efter moderne profil med fokus på kundeservice og –oplevelse? Tavsheden fra bestyrelsen har her været total.

For det andet har opbakningen til topchefen på vej ud været så mangelfuld, at både nuværende medarbejdere og kommende ansøgere må tænke deres om professionalismen i bestyrelsen. Konkret har der i et par artikler i Berlingske været rejst kritik af den mangeårige relation mellem PFA og reklamebureauet Umwelt, der har Heidebys søn som én af partnerne.

Sagen i sig selv giver realistisk set heller ikke væsentlig grund til kritik af Heideby endsige andre i PFA. Samarbejdet er ikke sket med Henrik Heideby som beslutningstager endsige involveret, sønnen har ikke arbejdet med PFA-opgaven, bestyrelsen har været orienteret om familierelationen siden 2009 mv. På et bestyrelsesmøde i 17/12 konkluderede bestyrelsen det samme: Det er intet ulovligt sket, om end reglerne for habilitet fremad banen bør være tydeligere.

Alt er i det lys inden for normalsfæren – bortset fra, at bestyrelsesformand Sven Askær allerede i november pustede sagen op og krævede ’en redegørelse’ i et tonefald, der lader forstå, at samarbejdet med Umwelt både er nyt og potentielt kritisabelt.

Så tilbage til konklusionen: Sådan siger en svag bestyrelse altså farvel til en stærk direktør. Urimeligt for Heideby, der kun har grund til at være stolt over en virksomhed i topform. Uværdigt for en bestyrelse, der ikke fra et kommunikationsperspektiv er opgaven helt voksen.

2 responses to “PFA-bestyrelsens kommunikation: Elefanten i glasbutikken

  1. Hmm “sønnen har ikke arbejdet med PFA-opgaven”. Var det ikke lige præcist, det der viste sig, at han havde? Og var der ikke noget med,, at den anden søn var involveret i et engelsk ejendomsselskab, som PFA havde købt sig ind i? Jeg lister kun hvad pressen, herunder Berlingske har gravet frem i sagen.

    Det tyder på magtfuldkommenhed hos Heideby og det karaktertræk/adfærd er måske det, der har mishaget nye bestyrelsesmedlemmer?

  2. Anne: gå ind på PFA’s hjemmeside og læs, hvad der står i selskabets officielle pressemeddelse. Berlingske har blæst en historie op om et forhold som en ekstern revisor siger er helt i orden! Det minder mere om magtkampe i bestyrelsen og hetz mod Heideby end en reel historie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *