Her er en god, ny bog om organisationskommunikation

Strategisk kommunikation er som bekendt ingenting og alting – fra medieteori over demokratifilosofi til marketing og PR. Velgørende, at Helle Petersens gode antologi vælger et snævert fokus på det sprog- og konsulentteoretiske felt: Hvordan rådgiver man som konsulent organisationer og virksomheder om lige præcis deres sproglige udtryk?

Det er en skarp afgrænsning og et nyttigt input til alt det kommunikationsarbejde, der i dag foregår i organisationer og virksomheder. Redaktøren har haft et skarpt blik på sproget som omdrejningspunkt for den vellykkede kommunikation – og et lige så skarpt blik på, hvordan man som intern og ekstern konsulent rådgiver om historiefortælling, gennemslagskraft, argumentationsteknik og konversation.

Nogle kan formentlig savne overvejelser om, hvad organisationens struktur og kultur egentlig betyder for dens kommunikation – for slet ikke at tale om de eksterne kanaler og medier, teknologi og de digitale muligheder. Men det er unfair: Antologiens ærinde er at stille skarpt på sproget som kommunikationens kerne og på, hvordan vi rådgiver hinanden om organisationens mere præcise og legitime kommunikationsmuligheder.

Bogen er i det lys banebrydende. Den forbinder mange forskningsfelter – fra diskursteorien til retorikken – og endnu flere praktiske, konkrete arbejdsfelter: Nyhedsbrevet, medarbejdermødet, de sociale medier. Alt sammen bundet sammen af det samme fokus på organisationens sproglige DNA.

Et par eksempler: Ole Togeby giver gode råd om kvalitetssikring af tekster med udgangspunkt i grices maksimer og med fokus på MUS-samtaler og reklamer. Frans Gregersen skriver om reklamer og testimonals på Københavns Universitets hjemmeside. Mie Femø Nielsen om møder og videokonferencer – med udgangspunkt i konversationsanalysens teorier.

Og så fremdeles. Bogens kvalitet er dens spændstige spring mellem teori og praksis, de mange forskningsfelter og det samlede fokus på sprogets DNA. En imponerende jonglering af antologiens redaktør Helle Petersen, der selv har tyve års erfaring som kommunikationsarbejder. Det mærkes. Læseren bukker inspireret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *