Det er ikke nemt at være offentlig topleder i disse år. Bare spørg på direktionsgangen i DSB, Københavns Universitet, Danmarks Radio, CBS og senest Det Kongelige Teater, hvor rækken af kriser tilsyneladende er konstant.
Hvad i alverden, kan man spørge, foregår der egentlig? Er vi vidner til et historisk kompetencefald i ledelsen af offentlige organisationer? En perlerække af fejludnævnelser?
Naturligvis ikke. Sandheden er den, at vilkårene for offentlig ledelse igennem de seneste er forandret dramatisk. Igennem 1990erne og 00’erne var den offentlige sektor præget af den styringstænkning, man i fagkredse kalder new public management.
Det var DJØF’ernes paradis. Strømningen var været kendetegnet ved, at man med udgangspunkt i ”hårde” værktøjer fra det private erhvervsliv skulle lede organisationer ved hjælp af kontraktstyring og med redskaber som Balanced Scorecard, målstyringssystemer, brugerundersøgelser, trivselsundersøgelser og ledervurderinger.
De allerseneste år har en anden tendens stukket næsen frem i takt med den voldsomme politisering og mediemæssig eksponering af alle offentlige organisationer. Forskeren Ove K. Pedersen taler om ”konkurrencestaten,” hvor de offentlige institutioner konstant kæmper om ressourcer, legitimitet og opmærksomhed. Læg dertil ”kriserne,” der tilsyneladende er konstant, fordi enten regering eller opposition er kronisk utilfredse med driften.
Så nemt er det ikke. Der tale om, at toplederen ikke kan nøjes med at administrere. Han eller hun skal kunne placere sin organisation midt i den offentlige og politiske debat – hele tiden. Hvad er Danmarks radios forståelse af public service? Hvordan bidrager infrastrukturen og den kollektive trafik til Danmark som netværkssamfund? Hvad er moderne scenekunst i Det 21. Århundrede?
Dagens topledere skal kunne mede sig ind i disse debatter, fordi deres organisationer hele tiden befinder sig midt i dem. Toplederne skal også kunne kommunikere politisk og mediemæssigt, uanset krisernes art; kriserne er nemlig konstante for offentlige institutioner, og man kan ikke blot vente på, at de overstået.
Man kan med andre ord ikke nøjes med at administrere eller håbe på, at tingene fungerer rent produktmæssigt – tog til tiden, gode forestillinger. Man skal placere institutionen midt i samfundsdebatten – med risiko for øretæver, men også som en garanti for, at det rene og sludder og vrøvl ikke løber med dagsordenen.
Dertil er det jo kommet i dag. Det er fx trist for Det kongelige Teater, at enhver nullitet pludselig er blevet specialist på nationalscenen. Men det er lige så trist, at nationalscenens ledelse har givet vrøvlet plads uimodsagt.
Alternativet er at kommunikere. Man skal kontinuerligt tænke og sætte institutionen ind i samfundsdebatten. Og man bliver nødt til at adressere den løbende kritik direkte.
Traditionelt har de offentlige topledere altid vægret sig for begge dele. I forhold til kriser har undskyldningen typisk været, at man ikke kan udtale sig i ”verserende sager.” Sådan er der blevet svaret fra både DSB, KU og Det Kongelige Teater.
Men undskyldningen holder ikke længere i et mediesamfund, hvor medarbejderne, medier og myndigheder kræver forklaringer af virksomhedens ansvarlige, hele tiden. Offentlig ledelse er langt mere end administration og tog til tiden. Det er politik, kommunikation og medier.
31. januar 2012 kl. 11:38
Når den offentlige ledelse måske er udsat for mere kritik end det private, kan det skyldes, at det er borgerne, der finansierer gildet. Selvom det kan have mere alvorlige samfundsøkonomiske konsekvenser, at større private virksomheder klarer sig dårligt, er det her i første omgang de private ejere, det går ud over.
Problemerne i DSB og Danmarks Radio skyldes dårlige ledelsesbeslutninger og kritikken må derfor siges at være berettiget. Det er dog også muligt, at uklar ansvarsfordeling mellem ledelsen og den politiske opdraggiver indebærer systemfejl, der gør en klar strategisk ledelse mulig. Når politikere – måske på grund af enkeltsager i medierne – blander sig i driften, må det være umuligt at lægge og fastholde en langsigtet strategi.
At konkurrencestaten i sig selv skulle have den store betydning for den udskældte offentlige ledelse, tvivler jeg dog på. Konkurrencestaten vil sige, at staterne og den offentlige sektor skal bidrage til, at landet klarer sig godt i konkurrencen. Det sker f.eks. i Kina ved målrettede offentlige investeringer og etablering af rammevilkår, der gør kinesiske virksomheder konkurrencedygtige globalt.
Konkurrencestaten vil ikke sige, at ” de offentlige institutioner konstant kæmper om ressourcer, legitimitet og opmærksomhed.” Selvom konkurrencestaten formentlig vil medføre, at institutionerne tilføres bevillinger efter, i hvor høj grad de gør staten og dens virksomheder mere konkurrencedygtige. Dermed bliver offentlige institutioner, som ikke umiddelbart bidrager hertil mere udsatte. Men offentlige institutioner har altid skullet kæmpe om midler – ofte på en uigennemskuelig, lobbyistisk facon. Så foretrækker jeg dog, hvis de offentlige institutioner nu åbent skal legitimere deres betydning for samfundet overordnede konkurrencekraft. Rent velfærdsmæssige institutioner kan være i fare for at blive glemt i den sammenhæng, hvis de ikke mediemæssigt og imagemæssigt kan placere sig gunstigt. Hvis man lader dem konkurrere om brugernes/borgernes anvendelse efter et taxameterprincip, vil der dog formentlig komme en nogenlunde nytteværdi i forhold til ressourceanvendelse ud af det. Især hvis politikerne ikke blander sig for meget i institutionernes metodevalg og daglige drift.
Citat fra dr.dk:
“Konkurrencestaten har til opgave at mobilisere alle samfundets ressourcer for, at dette samfund kan konkurrere med andre. I modsætning til velfærdssamfundet, der forsøgte at beskytte flere af produktionsfaktorerne, herunder arbejdskraften.
Det siger professor Ove Kaj Pedersen fra CBS, når han skal forklare, hvad det er for en stat, det danske samfund er på vej ind i: Konkurrencestaten.”
6. februar 2012 kl. 12:46
[...] Read the full story and more. [...]